Kontakt os

Foodwin, økologi og omtanke for miljøet

Mere økologi, mindre madspild og sortering af affald. Pharmakon Konferencecenter arbejder innovativt og strategisk med bæredygtige løsninger.

Mindre madspild, også kaldet ”foodwin”, er et af bæredygtighedsprincipperne på Pharmakon Konferencecenter. Således smider køkkenet fx ikke længere det inderste af en melon ud. I stedet laver de det til melonsorbet. Og skrællerne fra økologiske gulerødder finder vej til marmelader og juicer frem for skraldespanden. Pharmakon Konferencecenter har også implementeret affaldssortering og anskaffet flere bionedbrydelige produkter.

Konferencecentret har aktivt gjort bæredygtighed til en måde at tænke, arbejde og skabe innovative produkter og arbejdsgange på. Udover at have uddannet fire medarbejdere til Food Coordinator fra Hotel- og Restaurantskolen har virksomheden også deltaget i projekt Fremtidens Madscene på Hotel- og Restaurantskolen. Gennem syv kompetencedage har alle 19 medarbejdere i køkken og restaurant arbejdet med udviklingen af hele værdikæden med bæredygtighed, økologi og lokale råvarer. Det er en del af en strategi for, hvordan Pharmakon Konferencecenter vil skabe en bæredygtig profil.

”Verden har fokus på bæredygtighed. Vi skal aflevere en klode, som er i bedre stand end den, vi har i dag, til kommende generationer. Der kan man jo ikke sidde på sidelinjen og være ligeglad og blive ved med at gøre det, man plejer,” siger Lene Schade Poulsen, Centerchef på Pharmakon Konferencecenter.

En bæredygtig profil vil have betydning for både gæster og medarbejdere, fortæller hun:”Vi kan tiltrække kvalificerede medarbejdere, da vi arbejder med madspild, økologi og miljøbevidsthed. Og så vil bæredygtigheden helt klart også komme som en forventning fra vores kunder på et tidspunkt.”

En bæredygtig rejse

Bæredygtighed er et bredt begreb. For Pharmakon Konferencecenter handler det om at gøre ting med omtanke. Det er en bæredygtig rejse, hvor medarbejderne løbende gør sig erfaringer med, hvad der virker. Det er også kontinuerligt en afvejning af, hvad der er mest bæredygtigt. Fx går dét at købe lokalt og dét at købe økologisk ikke altid hånd i hånd. Det kan fx være, hvis den økologiske vare kommer fra et andet land og kræver meget transport fremfor en dansk ikke-økologisk vare.

”Vi tænker bæredygtigheden ind i forskellige former. I Restauranten har vi primært økologiske drikkevarer. Hvis muligt køber vi lokale råvarer. Vi affaldssorterer. Og vi prioriterer fx miljøvenlige rengøringsmidler og nedsætter vores forbrug af dem.” Det siger Lene Schade Poulsen om nogle af de initiativer, virksomheden har taget i 2019.

Det har ind til videre blandt andet resulteret i, at konferencecentret i 2019 har modtaget:

  • Det Økologiske Spisemærke i Bronze, som er et statskontrolleret bevis på, at virksomheden arbejder med økologi.
  • Refood-mærket, som er en certificering til organisationer, der arbejder med madspild og genanvendelse.
  • Guldstatus inden for den internationale sammenslutning IACC’s Green Star Certificering, som er et bevis på, at Pharmakon Konferencecenter overholder guidelines indenfor bæredygtighed. Guld er den næsthøjeste certificering.

Foodwin: Hvordan vi skaber (mere) kvalitet af overskud

Én af de erfaringer, Pharmakon Konferencecenter har gjort sig, er at arbejde med foodwin, som handler om at bruge overskud fra råvarer til nye produkter. De har fx lavet en foodwin-hylde i køkkenet. På hylden placerer kokkene de overskudsråvarer, der altid er i forbindelse med produktion:

”Kokkene tager ting fra vores foodwin-hylde og bruger i maden. Så stilkene fra en persille fx bliver brugt i en pesto,” fortæller Peter Larsen, Køkkenchef i Pharmakon Konferencecenter.

Ved små happenings, fx i forbindelse med det faste mellemmåltid Næring til Læring, der serveres til gæsterne om formiddagen, har kokke og tjenere præsenteret de nye produkter, de har udviklet gennem foodwin. Kaffegrums, som køkkenet producerer rigtig meget af, har kokkene leget med og har udviklet flere forskellige opskrifter, bl.a. snacks lavet med kaffegrums. 25 % af melet erstattes med kaffegrums, når der bages scones, grissinier eller sprøde kaffegrumsflager.

Medarbejderne løfter bæredygtigheden

Ifølge Restaurantchef Lone Skadborg Svare var initiativerne med bæredygtighed ikke kommet så godt fra start, havde det ikke været for medarbejdernes engagement. Via en bottom-up tilgang, hvor medarbejderne tog ejerskab og igangsatte de første initiativer, voksede interessen og engagementet:

”Vi er privilegerede, at vi har dybt motiverede medarbejdere, som stiller krav til os. De har så mange idéer. Det er virkelig blevet en del af vores måde at arbejde på at tænke bæredygtigheden ind,” fortæller hun.

I 2020 vil Pharmakon Konferencecenter arbejde med, hvordan FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling kan indarbejdes på konferencecentret i praksis.

Se de 17 ideer, som vi har haft størst succes med >

Vi anvender cookies til at huske nogle af de valg, du foretager på hjemmesiden. Læs mere her learn more